I`m doing it for my sisters...

Transcrição

I`m doing it for my sisters...
I’m doing it for my sisters......
Af Ann-Beth Sørensen
Det er mørkt udenfor, klokken er ved at være 20.00 og vi sidder – som vanligt, var jeg lige
ved at skrive – Siromani og jeg og ordner grøntsagerne til pigernes frokost I morgen. Det er
hyggeligt at sidde her og jeg får tåre i øjnene af alle de rødløg som jeg piller og forsigtigt
skærer ud i småstykker. Vi taler egentlig ikke så meget sammen – Siromani taler meget lidt
engelsk og jeg hørte ikke ordentlig efter i tamil timerne dengang på Solvangskolen for snart
mange mange år siden. Men vi har alligevel fundet en eller anden form for sprog, at være stille
og blot være er een af dem. Det behøver – set med en danskers øjne – ikke at tage så
forfærdelig langt tid, at ordne grøntsagerne, men her i Indien tager alt bare lidt længere tid,
der er ikke noget, der haster med samme fart som jeg/vi er vant til I vesten. Det er faktisk
meget rart og man når ligesom at få sjælen med og arbejdet bliver hyggeligere.
I dag er det 17 dage siden jeg kom kørende op ad Teaktræs alléen, der føre til Danish Indian
Children´s Home som børnehjemmet hedder. Jeg kom fra Pondycherry, der som bekendt er en
gammel fransk koloni, hvor jeg havde tilbragt den sidste tid inden børnehjemmet. Nu var jeg
her og det skulle blive spændende, havde glædet mig til denne dag i meget meget langt tid.
Jeg blev mødt at Mala, der er stedets leder og en lidt skrap dame, som efter nærmere
bekendtskab er rigtig sod og rar, men hun bliver selvsagt nødt til at være den, der holder styr
på – ja stort set alt – her paa børnehjemmet. Mala hjælper ogsaa med at mægle og coache i
det nærer opland og har et godt samarbejde med den kvindelige politistation i Arani. På
1
politistationen kommer der fra tid til anden kvinder ind, der af mange forskellige årsager er
havnet der, men een af årsagerne kunne være at man er blevet forkastet af sin familie, mand
pga. uoverensstemmelser. Mala forsøger så, at tale alle parter til fornuft, og det kan somme
tider trække i langdrag, da det er et meget mandsdomineret og chauvinistisk samfund. Der er
langt vej her i Indien til ligestilling, men det henleder jo blot tankerne på hvordan det er i
vesten, hvor vi i skrivende stund 2010 – snart 2011 – stadig slås med de samme
problematikker, bl.a. ligeløn ect., men det er naturligvis på et helt andet niveau!
Mala tager sig naturligvis også af pigernes skolegang og var f.eks. i går til forældremode på
skolen, hvor pigerne går. Altså der er jo ligesom nok at se til, når man er alenemor til 30
piger. Derfor bliver Mala også nødt til, at opretholde en vis form for disciplin, og den mærker
man helt klart når man er her. Men inden bag facaden er der en kvinde, der er både meget
sårbar, men også en stærk kvinde, der har gået imod kulturen og har valgt ikke at gifte sig
som traditionen ellers foreskriver her i landet. Hun har valgt at ofre sit liv til pigerne og at
hjælpe især de svage kvinder i det Indiske samfundet. Meget privatliv bliver det ikke til for
Mala, der konstant har ting at tage stilling til. Især er det et evigt tilbagevendende problem at
få pengene til at slå til. Tag f.eks. en ting som hygiejnebind til ca. 15 piger, det er noget af en
udgift pr. måned – selv her i Indien!
Udover Mala arbejder Shanti, Siromani, Manjula og Gunasunderi, hvis historie I kan læse om i
en af de andre artikler. Shanti er den, der tager sig af alt det grove arbejde, så som at passe
koen, hente brande, sørge for, at Teaktræerne bliver beskåret, arbejde med jorden, bære
tunge ting ect. Hun har en rigtig god og afslappet kontakt til og med pigerne og det er rart at
se. Shanti er en meget smuk og stolt kvinde kan man se, men også sådan lidt sky, dagen
igennem passer hun helst sig selv.
Siromani er den jeg bedst har kontakt med da hun, som tidligere skrevet kan lidt (læs: MEGET
LIDT) kan lidt engelske gloser. Hun er også en af dem, der knokler igennem her, trods hun er
den ældste med sine 55 år. Hun laver også en del tungt arbejde, bl.a. har jeg 2 dage fjernet
ukrudt på et stort jordområde på alléen op til børnehjemmet sammen med hende og Shanti.
Jeg måtte kapitulere i går, da min knæ og ryg smerter for meget. Synes det er rigtig hårdt
arbejde, men foler mig rigtig dum og svag ved sådan at måtte opgive – den luksus kan
Siromani og Shanti ikke tage sig – altså at opgive! Siromani står op kl. 04.30 hver morgen for,
at lave frokosten færdig til pigerne. Så hjælper hun med at fjerne græs, lave mad, hente
brænde, hente koen, sørge for at koen bliver malket, hent hø osv. Osv. Osv. Tit når Siromani
henter koen ind for aftenen kommer koen tit løbende ind på pladsen med tovet svingende efter
sig. Lidt efter ser man så lille bitte Siromani kommer efter den rystende opgivende på hovedet.
Det er en lidt vild ko, sommetider tror den, at den er en stor Meistro i en stor spansk
tyrefægterarena og fare rundt til stor skræk for alle tøserne, der lofter op i natkjolen, som
pigerne skifter til så snart de er hjemme fra skole, og søger hurtigt ind i sikkerhed i f.eks.
spisesalen. En dag da den var helt vild og alles opmærksomhed var rette imod om nu Shanti
og Siromani kunne fange kræet stod koens lille sode kalv pludselig inde i det lille kokken –
sjovt det var det og koen blev fanget på snedigt vis ved, at Shanti fik den geniale ide, at lokke
den til ved at tage kalven, der konstant råber på mælk..., ja moderkærlighed slår som bekendt
alt og 1, 2 og 3 koen var bragt til orden.
Manjula har arbejdet her i rigtig mange år såvidt jeg forstår. Det er helt klart hende der
rangerer højest bl.a. personalet og hun udsteder da også ordre til højre og venstre i et væk.
Hun laver aftensmaden sammen med ”Mummy” hvis rigtig navn er Gunasunderi. Herudover
vasker de store bunker af tøj til pigerne og forskellige andre gøremål der nu måtte komme.
Hverdagen her på børnehjemmet starter som allerede nævnt meget tidligt for nogle. Pigerne
har også en mega lang dag. De står op kl. 05.30 og laver så forskellige pligter, f.eks.
rengøring, fjerne græs på pladsen ect. Herefter skal der læses de sidste lektier inden
2
morgenmaden kl. 07.30 og så afsted med bussen kl. 08.00. De er på skolen hele dagen med
½ times frokost og returnere ml. Kl. 17.00 – 17.20 om aftenen. Selvsagt trætte efter en lang
dag på skolen. Der bliver hurtigt skiftet fra skoleuniformen til lidt mere komfortabelt tøj (læs:
natkjole). Der bliver serveret en lille snack, der f.eks. kan være lidt kogte kikærter, en
sjældent gang en lille banan, lidt kiks osv. Bagefter skal der igen læses lektier og herefter
bliver der serveret aftensmad når klokken er ca. 19.30, hvis det regner bliver klokken tit ca.
20.00. Når der er spist færdigt vasker hver enkelt af pigerne – selv de mindste – hver deres
blik service af i den gamle malerspand, der er sat frem til det samme. Pigerne går så igen over
i deres hus og der læses lektier på livet løs. Lyset bliver slukket ved 22.00 tiden og så er det
vist til drømmeland. Der er selvsagt ikke megen tid til leg, privatliv osv. Her i Indien knokler
man igennem og retter ind, og havde det været i Danmark tør jeg slet ikke tænke på, hvilke
sure unger man ville få ud af det. Men pigerne er – set med en vesterlændings øjne – i
forbavsende godt humor, men der ligger jo også så meget bag, man ved jo godt, at var man
ikke her, ja hvor var man så.........
De små piger er rigtig søde at lege med og det er super nemt, at kommunikere med dem.
Nogle af dem er bedre til engelsk end andre, men det går med hiv og sving alligevel. De kan
da også synge på dansk ”Bro bro brille” bliver sunget i høje toner og der bliver styrtet rundt og
hvinet, når man falder i den sorte gryde. Jeg stod der første gang og måbede lidt, kunne jo
heller ikke helt huske teksten, men hukommelsen fik en kick-starter, da pigerne sang sangen.
Udover den leg leger vi ”Coconut” og andre lege, som jeg ikke lige har fattet navnene på. Tit
når der skal forklaret en ny leg til mig står alle pigerne og råber ”Sister sister” og forklarer og
fægter med arme og ben, så der er en sønderrivende larm og jeg kan ikke høre noget som
helst, prøver at forstå hvad legen går ud på, men tror nok, at de iblandt synes, at jeg er mere
end fatsvag. Det bliver nu taget med godt humor fra pigernes side, vi finder tit et kompromis,
der går ud på, at de leger legen en omgang og så støder jeg til – det fungerer. Jeg har bl.a.
forsøgt at lærer dem at sjippe, men det synes de altså er lidt farligt, ja selv de store piger vil
ikke rigtig være med. De store piger er i den alder hvor drenge er et af hovedtemaerne i deres
liv udover indiske bollywood film, skuespillere og musik. Tit når jeg bruger pc’ en står der en
kødrand af de store tøser rundt om mig, og jeg tror at jeg skal vise billeder og alt muligt, men
jo jo, det kigger de på af høflighed, men det det drejer sig om i virkeligheden er, at vi spiller
nogle af alle de sange, der ligger på pc’ en. Så står de der ligeså stille og synger med og
drømmer alt imens, der bliver kigget i stedets eneste spejl, redt og sat hår til den helt store
guldmedalje.
Jeg har fundet mig til rette i min egen lille hverdag her på børnehjemmet. Det har taget langt
tid – dels pga. sproget, men også pga. kulturforskellen. Det er svært at få lov til at deltage i
køkkenet og andre gøremål. Selvom man konstant fortæller, at man er her for at give en hånd
med, ja så bliver man betragtet som en gæst. Men over tid bliver det nok bedre, men det er
ikke så ligetil. For i øvrigt har det stort set regnet siden jeg kom og det har gjort, at jeg ikke
har kunnet starte det lille skolehaveprojekt op, da jorden er for våd og det hele svømmer over
i mudder. Jeg håber at vejret arter sig bedre og at moonsoonen snart er drevet over, hvad der
desværre ikke lige er tegn på nu. Floderne flyder over og strømmer med stor hast ned i den
nærliggende so. Jeg må væbne mig med tålmodighed og håbe på det bedste, så vi kan få lavet
haverne og afgrøderne derfra kan bidrage til husholdningen. Forhåbentlig får vi også sået
nogle blomster som pigerne kan pynte deres hår med. Det gør man jo meget her i Indien og
det ser så festligt og dejligt ud, måske en af de ting man skulle tage med sig hjem!
Inden jeg tager videre til nytår, skal der jo fejres jul og det glæder pigerne sig til. Dels fordi
den jo så står på god mad, gaver og slik, men ikke mindst fordi, at det betyder at
eksamenstiden, der startede i mandags, er slut og der er dømt juleferie i hele 10 dage. Jeg
glæder mig også, da det betyder, at pigerne er hjemme hele dagen og der er mere tid til at
være sammen med dem. Jeg forsøger så vidt muligt og at få talt så meget engelsk med dem
som muligt, men de er ikke så glade for at tale engelsk – niveauet svinger meget, men når
3
den værste generthed har lagt sig, så vil de rigtig gerne snakke og pludre pladre om alt muligt
mellem himmel og jord.
Jeg glæder mig også til jul – vi skal sikkert have ris igen, men mon ikke, der kommer lidt kød
på menuen den dag. Og ikke mindst glæder jeg mig til at få lidt slik, som jeg ikke har set
skyggen af siden jeg ved ikke hvornår. Her er ikke som hjemme, et køleskab, man bare går ud
og åbner, ej heller en frugtskål osv. Det er vi jo så vant til i Danmark, vi tager bare efter
behov og lyst. Det er jo ikke det store problem, men blot noget man lægger mærke til som
vesterlænding. Har ikke helt kunnet finde ud af, hvordan julen bliver fejret her. Den har endnu
ikke indfundet sig, men det bliver spændende at være med til. Den bliver jo nok ikke helt så
hellig og stor som derhjemme, men hyggeligt det bliver det, men alt det må jeg jo skrive om i
min næste artikel.
4

Documentos relacionados

Når Fynbus ikke vil køre bussen

Når Fynbus ikke vil køre bussen kommer verden til os, når plukkerne kommer her, og det er fedt. Det er skide skægt, når vi kender dem, og det er hyggeligt, at de kommer igen år efter år. - Det kan være, Strynø er et lilleputsamfu...

Leia mais

FÆRDIGT PROJEKT \(2\)

FÆRDIGT PROJEKT \(2\) moderniseringsprocessen kan føre hen.”, (Olesen 2011:214). Folkeskolens udfordringer er kendt og diskuteret, og der findes mange aspekter af samme. I det senmoderne videnssamfund er uddannelse i hø...

Leia mais

ekspeditionsrapport - Connextion 2001 (ekspedition til Tjukotka)

ekspeditionsrapport - Connextion 2001 (ekspedition til Tjukotka) omfang jagtede de også landdyr og indsamlede bær og urter på tundraen. En lille del af den tjuktiske befolkningsgruppe levede ligesom eskimoerne af havdyrfangst; men de fleste tjuktere var rensdyra...

Leia mais